Aktiviteter
Monica Buhl Lausen har lagt en del af sin praktikperiode i England, og fortæller her sin historie:
Praktik i England
Jeg er i øjeblikket i praktik på en fårefarm i England. Jeg har været herovre siden midten af april, og skal være her i tre måneder i alt. Grunden til, at jeg tog herover, var, at jeg gerne ville have noget erfaring med at håndtere dyr, da jeg gerne vil være dyrepasser. Det kunne jeg selvfølgelig også få i Danmark, men jeg kunne godt tænke mig at prøve at bo i et andet land i et stykke tid, for så oplever man landet på en helt anden måde, end hvis man tager dertil som turist. Og så pynter det selvfølgelig også på cv’et, at man har været i udlandet i tre måneder.
Den farm, jeg er på, har ca. 200 moderfår, der er spredt ud på fire marker. Lige efter jeg ankom, begyndte fårene på den ene mark at læmme. Derfor fik jeg hurtigt erfaring med at holde øje med de nye lam og se, om deres mor tog sig af dem. Lammene skal også nummereres og føres ind i systemet. Derudover skal de have gummiringe på deres haler, så halerne falder af efter et stykke tid. Det er faktisk sværere, end det lyder, for sådan nogle små lam er ret hurtige, og så er det svært at fange dem på en stor mark.
Der har været et par lam, der blev forladt, så dem har vi taget ind i en lille separat indhegning, og så bliver de fodret med flaske 4-5 gange om dagen.
Ud over lammene skal fårene selvfølgelig også fodres og passes. En af de ting, jeg har lært at gøre herovre, er at trimme klove på fårene og give dem ormekur samt putte øremærker i. At fodre fårene er noget af en brydekamp. Jeg skal bære 25 kilos fodersække og høballer hen til en foderautomat, mens jeg bliver angrebet af 80 får og deres lam...
Da den farm, jeg bor på (jeg bor i en campingvogn på grunden), ikke er så stor, har de også nogle andre dyr. De har et par gæs og kalkuner, de ikke fik solgt sidste jul, og engang i juni får de en masse kalkunkyllinger, der skal fedes op. Som den sidste nye tilføjelse til deres besætning har de købt fire grise, som går i en lille indhegning mellem nogle grantræer.
Selv om jeg kun har været her i seks uger ind til videre, synes jeg allerede, at jeg har lært en masse om at passe får, og det kan jo også bruges på andre dyr. Ud over at passe dyr har jeg i weekenderne været ude og opleve forskellige engelske byer og den engelske natur.
Med det, jeg har oplevet ind til videre, kan jeg kun anbefale andre også at tage på et udlandsophold, da det er en rigtig god måde at få noget erfaring på, og samtidig opleve noget - og så får man selvfølgelig også brugt sine sprogkundskaber.
Monica Buhl Lausen